MotorMateriel 8 (MM8)
Motormateriel fra tyske fabrikker
efter 1945
af John Poulsen 128 sider liggende A4, stift bind. Ca. 300 ill.
i s/h og farve, ca. 25 HO-tegninger.
Forlaget bane bøger 2013.
I løbet af 1950’erne begyndte danske baner så småt at indkøbe motormateriel fra tyske fabrikker. Her behandles motormateriellet fra MaK, Jung, Henschel og MAN.
Maschinenbau Kiel AG (MaK) byggede en række dieselhydrauliske lokomotiver til danske privatbaner i 1950’erne. De blev med deres kobbelstangsdrev et karakteristisk indslag på et mindre antal privatbaner. I løbet af 1950’erne begyndte nedlæggelserne af privatbaner imidlertid at tage fart, så supplementer og fornyelse af det eksisterene materiel hos de overlevende baner kunne i høj grad ske ved brugtkøb fra nedlagte baner. De mest levedygtige privatbaner havde dog behov for mere moderne persontogsmateriel, og et første bud på dette var de motortog fra MaK som Odsherredsbanen modtag i 1961. Togene viste sig imidlertid snart som de mindst vellykkede af anskaffelserne fra Vesttyskland.
Langt senere kom MaK, der var overgået til Siemens og senere Vossloh, på banen igen med MK-rangerlokomotiverne til DSB. I bogen fortælles også om MK’ernes mislykkede, belgiskbyggede forgænger litra MJ.
Arnold Jung Lokomotivfabrik GmbH, Jungenthal, der var langt den mindste af de behandlede fabrikker, byggede – bortset fra et par rangertraktorer (som behandles i et senere bind) – kun to diesellokomotiver til danske privatbaner.
Henschel i Kassel leverede i 1957-58 DSBs første tre dieselhydrauliske rangerlokomotiver litra MH og i 1977 tre nye dieselhydrauliske bogielokomotiver til privatbanerne. At der netop omkring denne lille ordre blev en masse politisk ballade, vidner om at nogle politikere stadig troede at Frichs stod til at redde.
Maschinenfabrik Augsburg-Nürnberg AG (MAN) havde stået for udformningen af DB’s TEE-tog, som dannede forbillede for DSB’s MA-lyntog der leveredes 1963-66. Med dem fik tyskbygget, dieselhydraulisk materiel sit gennembrud i fjerntrafikken her i landet, og togene var helt frem til 1990 DSBs flagskib i persontrafikken, senest i form af “Sølvpilen”.
Dette 8. bind af MotorMateriel serien behandler således lokomotiver, lyntog og store motorvogne bygget af tyske fabrikker siden 1945, men ikke letbyggede motortog fra Wagonfabrik Uerdingen (privatbanernes Y-tog og DSB’s MR-tog, som er behandlet i MM 4). Nyere, letbyggede togsæt vil blive skildret i et senere bind.
Som sædvanligt i MotorMateriel-bogserien beskriver køretøjerne i teknologisk-historisk sammenhæng. Alle typer er gengivet med talrige billeder og præcise HO (1:87) tegninger.